|
Dagen er oprundet – du skal starte på et nyt job. Det første i din professionelle karriere. Nu skal du virkelig vise, hvad du kan, og at du er din løn værd. Som nyuddannet kan det være svært at have en forestilling om, hvad ens nye arbejdsgiver forventer af dig. Nuvel, du skal udføre de opgaver, der står i din stillingsbeskrivelse, men der er også andre faktorer på spil i et ansættelsesforhold. Det handler nødvendigvis ikke om, at din arbejdsgiver helst ser, at den nyansatte medarbejder knokler sig en pukkel til for at bevise, at vedkommende er den rette i jobbet. Det handler heller ikke om, at du på rekordtid skal præstere dobbelt så gode resultater som dine kollegaer. De forestillinger ligger mange nyuddannede på sinde – og det er en helt forfejlet forståelse af, hvad det vil sige at være ny(uddannet) i et job.
Tag ansvar og ejerskab Det vigtigste, du kan gøre, er at vise engagement og tage ansvar for dit job. Du skal udvise ejerskab for dine opgaver, for én ting er, at du har fået jobbet, en anden ting er, hvordan du forvalter det. Gør derfor mere ud af at tage ansvar for det, du laver – både når det går godt, men også det, der ikke går så godt. Så viser du, at du er en ansvarsbevidst medarbejder.
Spørg løs Spørg alt det, du har brug for. Der er ingen, der ved alt fra begyndelsen, og det er snarere en styrke at spørge end en svaghed. Dine kollegaer er der jo for at hjælpe dig, så det er vigtigt, at du bruger dem og også hjælper dem, når de har brug for dig – dét er godt teamwork. Sæt dig mål – og nå dem! Sæt dig mål og fokusér på at nå dem. Hvordan du når dem og hvor meget tid, du bruger, er underordnet. Virksomhederne er mere og mere fleksible med hensyn til arbejdstider. Selvfølgelig skal du ikke bruge 70 timer for at nå dine mål, for så er din opgave forkert estimeret – det samme hvis du kun bruger 20 timer. Men mange virksomheder giver deres medarbejdere frihed under ansvar – og det skal du også drage nytte af.
Efteruddan dig Det kan virke uoverskueligt at tænke på efteruddannelse, når du netop lige har afsluttet dine studier. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du hele tiden fokuserer på at have og opnå de kompetencer, som din arbejdsgiver eller markedet efterspørger. Så spørg din arbejdsgiver, hvilke muligheder der er på det område.
Tag dig den fornødne tid Det kan virke selvmodsigende at råde dig til at tage dig god tid til at komme ind i din nye virksomhed, når vi netop har opremset de ting, som en virksomhed forventer af dig. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du bruger tid på at lære din nye arbejdsplads at kende. Hvilke mål er der sat for den afdeling, du arbejder i? Hvordan fungerer hele virksomheden som forretning? Hvordan er dine kollegaer? Og hvad foregår der på det sociale plan? Her skal du igen gøre brug af og udvikle dine personlige kompetencer – i hvert fald i forhold til dine kollegaer. -
Vær imødekommende og engageret -
Vær kommunikerende og positiv -
Se osten i stedet for hullerne. Så lever du helt sikkert op til din arbejdsgivers forventninger og får en god start på din karriere.
Held og lykke.
|