Logo Nordjyske Bank
Logon NordbankLogon Nordbank ErhvervLogon Nordboks
Nordjyske Banks Aktionærportal
PrivatUngeErhverve-BankingMobilInvesteringOm bankenKontakt osJobSøgEnglishIndholdUdskriftvenlig version
Bolig gammelPension gammelForsikring gammelKort gammelAmbassadør - Anbefal nye kunder, få gaverDaglig økonomiBørnPriserLinksNye kunder

Interview med en elev i Nordjyske Bank - bankelev, finanselev, job,

Interview med en elev i Nordjyske Bank

Interview med en elev i Nordjyske Bank

Hvorfor valgte du at blive elev i Nordjyske Bank?
Jeg havde selvfølgelig søgt flere pengeinstitutter, men grunden til jeg valgte Nordjyske Bank, var faktisk pga. ansættelsessamtalen.

Jeg havde forinden været til samtale et andet sted, som jeg ikke følte var gået specielt godt. Det betød, at jeg pludselig var kommet i tvivl om, om jeg nu også havde taget det rigtige valg, ved at søge en elevstilling. Heldigvis faldt denne tvivl hurtigt til jorden under samtalen i Nordjyske Bank, for den handlede faktisk lige så meget om, hvad banken kunne tilbyde mig, som jeg kunne tilbyde den.

Det betød meget, at jeg ikke kun skulle bevise, at jeg var kvalificeret til jobbet, men at der også blev fortalt, hvad jeg ville få ud af en elevplads hos netop Nordjyske Bank.

Du har nu været elev i et år. Kan du beskrive en helt normal arbejdsdag?
Nej, jeg kan ikke beskrive en helt normal arbejdsdag, da stort set ingen dage er helt ens, hvilket jeg også sætter stor pris på ved jobbet.

Uddannelsen er jo sammensat af kursusdage og arbejdsdage i banken, og man udvikler sig faktisk fra dag til dag. Mine kollegaer er super dygtige til at tage mig med i deres arbejde, hvilket gør, at der hver dag bliver fyldt mere viden på.

Som elev får jeg indblik i både kunderådgivere og kundemedarbejdernes arbejdsopgaver, og lige så snart jeg har lært noget nyt, får jeg lov til selvstændigt at bearbejde de næste opgaver der måtte dukke op. Jeg er jo inde i en læringsproces, for at kunne blive en god rådgiver, og det indebærer jo også kundekontakt. Derfor får man lov til fra dag 1 af at ekspedere kunder i kassen, tage telefonen og sidde med til kundemøder hos rådgiverne.

Når man så efter nogen tid kender mere til bankens produkter, er man også klar til selv at holde møder, og gøre sine egne erfaringer der igennem. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive arbejdsdagen på.

Hvad er det værste du har været udsat for?
Det er meget svært at sige. Jeg har heldigvis ikke været udsat for nogen som helst hændelse, hvor jeg har følt mig utilpas. Jeg har jo mine kollegaer ved hånden hele tiden, og har jeg brug for hjælp, er de der med det samme.

Hvis jeg skal beskrive noget som det “værste”, er det, når jeg skal overskride mine personlige grænser, f.eks. er jeg førhen altid blevet nervøs over at skulle tale til en større forsamling, hvilket vi indimellem gør ved kundearrangementer eller ved skolebesøg, men i dag er det ikke noget problem for mig.

Uddannelsen består også af personlig udvikling, og man kommer også på kursusdage, som kun handler om de “bløde værdier”, og der igennem har jeg lært mig selv bedre at kende. Jeg ser det derfor overhovedet ikke som noget negativt at skulle overskride disse grænser indimellem, det kan bare godt være lidt svært når man står i det, men bagefter er det bare super fedt!

Hvad har været det bedste ved arbejdet?
Jeg synes helt sikkert, at det bedste ved jobbet er fordelingen af arbejdstid og kursusdage.

Det er utrolig motiverende, at alt hvad man lærer, kan bruges til noget her og nu, så man ikke skal vente til efter uddannelsen er ovre til at bruge sin viden i praksis.

Herudover kan jeg også rigtig godt lide den udvikling jeg er i, det betyder meget, at jeg flytter mig fagligt og personligt.

Er det ikke kedeligt at være ansat i en bank?
Nej, jeg har jo med mennesker at gøre, hvilket betyder at der hver dag venter nye udfordringer, og det synes jeg er rigtig spændende.

Så kan det godt være, at en stor del af tiden går med at kigge ind i en skærm, men det er aldrig det samme jeg laver dag ud og dag ind.

Herudover arbejder jeg også tæt sammen med mine kollegaer, som er nogle virkelig sjove og rare mennesker at være sammen, og på den måde er de jo også med til at gøre arbejdsdagen god.

Får man en god løn?
Elevlønnen er jo overenskomstbestemt, og ligger på 13.614 kr. for en førsteårselev.

Det lyder måske ikke af så meget, hvis man sammenligner det med at tage et sabbat år, hvor man arbejder som ufaglært.

Man skal huske på, at det er en uddannelse man tager, så i forhold til at modtage SU eller tage elevplads andre steder end i den finansielle sektor, synes jeg faktisk lønnen er rigtig god.

Har du nogensinde snakket med den øverste direktør?
Ja, det har jeg. Han kom og hilste på til vores introduktionsdage, og ellers møder jeg dagligt Jens Ole (Jensen) i afdelingen, hvor jeg arbejder.

Jeg synes, det er rart at være et sted, hvor der ikke er særlig langt fra bunden til toppen, og hvor den øverste leder tager sig tid til at høre alle medarbejdere, hvordan det går, når han kommer forbi.

Lytter de på de forslag du kommer med?
Ja, det synes jeg helt sikkert de gør.

Banken har jo brug for at udvikle sig hele tiden, så det er klart de synes det er rart, hvis man kan komme med et friskt pust på den ene eller den anden måde.

Herudover bliver der gjort meget ud af, at man også selv fører sine ideer ud i livet, og man får en del af ansvaret, når man også står for de praktiske opgaver.

Hvordan ser din situation ud om 5 år?
Om 5 år vil jeg gerne være en rigtig dygtig rådgiver med en fuld kundeportefølje.

Siden hen vil jeg måske specialisere mig inden for bolig, investering, pension eller måske erhverv, men først og fremmest glæder jeg mig til at være rådgiver, og få en masse erfaringer derigennem.

Hvorfor synes du man skal blive finanselev?
Man skal vælge at søge ind som elev, hvis man kan lide at arbejde med mennesker og økonomi.

Herudover skal man kunne lide tanken om en uddannelse, hvor man går i skole og arbejder sideløbende, og er indstillet på at der skal læses bøger og laves i afleveringer i fritiden.

Jeg synes helt klart det er en rar måde at blive uddannet på, men andre vil måske se det som en lidt stor mundfuld.

Har du et godt råd til dem som søger en elevstilling?
Først og fremmest vil jeg sige at man skal være sig selv, dem på den anden side af bordet skal nok finde ud af, om man udgiver sig for noget, som man ikke er.

Herudover skal man ikke lade sig hindre af et knap så godt eksamensgennemsnit, for er det noget man har lyst til og brænder for, tæller det lige så meget.

Sidst men ikke mindst skal man ikke lade sig slå ud af, at man kun bliver inviteret til få samtaler, og det måske endda går dårligt nogle steder, for man skal huske på, at ikke alle pengeinstitutter leder efter det samme, så hvis man ikke er den rette til jobbet et sted, passer man måske perfekt ind andet sted.