|
De senere år er det blevet meget in at bruge en periode af sin ungdom til at rejse ud og se verden. F.eks. når man er færdig på gymnasiet, på handelsskolen eller på universitetet.
Nye steder, nye oplevelser, nye venner og ny kultur! Det er herligt - Men sørg for en god og tilbundsgående planlægning hjemmefra og skal du til de mere risikobetonede lande, så sørg for hele tiden at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside.
Vi har en håndfuld gode råd til dig. Overholder du dem, så har du i hvert fald garderet dig. For din rejse kan hurtigt blive helt ødelagt, hvis du mister penge og papirer. -
Først og fremmest gælder det om at passe godt på sine penge og papirer. Læg ikke alle penge i samme taske eller lomme. Det er f.eks. også uklogt at lægge pas, penge og billetter i en skuldertaske eller rygsæk, som en tyv let kan rive til sig og forsvinde med -
Opbevar værdierne i en pose eller en såkaldt pengekat, som du bærer om halsen under tøjet -
Medbring en fotokopi af pas, billetter og kreditkort, når du rejser ud. Skulle uheldet være ude, er det en praktisk foranstaltning, som man vil få megen glæde af. Noter også telefonnumrene på banken og PBS' kortspærretelefon ned, så du har dem ved hånden i en nødsituation -
Når du bruger dit kreditkort, så pas på at ingen ”kigger med” over skulderen på dig. Måske er de ude efter at aflure din PIN-kode og bagefter stjæle kortet. Dette råd gælder naturligvis også herhjemme. -
Slip ikke kortet af syne når du betaler i butikker og på restauranter. Følg med helt ud i baglokalet om nødvendigt. Kontroller at feltet dato og totalbeløb er udfyldt, inden du skriver under på notaen -
Gem alle kvitteringer, så er det nemmere at føre bevis i svindelsager. Hvis du mister dit VISA/Dankort, skal du straks spærre det enten hos banken (tlf. +45 9921 2223 ) eller hos PBS (+45 4489 2929 som har døgnåbent). Mister du f.eks. kortet om natten er det en rigtig dårlig idé, at vente til næste formiddag med at ringe. Du risikerer nemlig at din selvrisiko stiger. Hvis du mister dit Mastercard kan du også kontakte banken på ovenstående nummer, men er det udenfor bankens åbningstid skal du kontakte PBS (tlf. +45 4489 2750) som har døgnåbent.
|